| swearing at motorists |
BANDLIVESTUDIOWEBSTORE |
review taken from geiger
This Flag Signals Goodbye hedder det andet regulære fuldlængde album fra den amerikanske duo Swearing At Motorists. Albummet virker dog ikke til at være en kovending eller en frisk start i forhold til deres seneste udgivelser, selvom titlen kunne indikere noget sådant. Vi finder således den samme skramlede, minimalistiske rock-lyd som på Number Seven Uptown (2000) og ep’erne The Burnt Orange Heresy og Along The Inclined Plane. Den eneste ændring finder vi i form af sanger, guitarist og sangskriver Dave Doughman’s nye partner – trommeslager Joseph Siwinski. Den tidligere trommeslager, Don Trasher, der også er kendt fra Guided By Voices, var efter sigende blevet træt af Doughmans ubønhørlige turnévirksomhed.
Swearing At Motorists er også først og fremmest kendt for at være et medrivende live-orkester i tråd med eksempelvis Giant Sand. Man behøver ikke at være fem og ti mand for at kunne blæse publikummet bagud i salen. Alt hvad man behøver er to mand, et sæt trommer og en guitar. Den primære plan for det nye album har i den forstand været at kunne overføre denne live-entusiasme til indspilningerne. Det er der selvsagt ikke noget nyt i, idet det næsten er et grundlæggende ønske siden rockens fødsel, men nu er Swearing At Motorists også mere konservative end revolutionære, mere traditionelle end eksperimenterende.
Det betyder dog ikke nødvendigvis, at vi har at gøre med en bagstræberisk, kedelig rock-musik. Det betyder snarere, at vi får fjorten sange, der i deres egen ret giver et bud på en lettere, melankolsk rock-musik, der trækker lige dele på blues og lo-fi. I den sammenhæng deles sol og måne lige mellem knitrende, elegiske rock-hymner og korte ballader, der gerne skærer helt ind til benet i den altid problemfyldte relation mellem mand og kvinde. Hun vil i reglen ikke, hvorimod han så gerne vil. Som det helt enkelt hedder i ”Losing mine”: ”Hope it doesn’t take you too long to make up your mind because it seems I’m losing mine”.
Det er karakteristisk for pladen, og vel også for tiden som helhed, at den faktisk ikke varer mere end en halv time. De enkelte sange er således ikke meget mere end to minutter lange. Det er dog ikke noget problem for duoen alligevel at kunne skabe fornemmelsen af pointerede, episke forløb med coda og fade-out. Det er sjældent, man kan sige dette – ja, sidste gang man har kunnet sige det om nogen, var vel med The Jesus And Mary Chains semi-akustiske Stoned And Dethroned (1994).
Swearing At Motorists synes at være bedst i de sange, hvor Doughman ikke så meget falder bagover i sit drævende, intime hjørne, men forsøger at skride ud i mere insisterende melodikurver, som på ”Over The Middle Bridge”, ”Doors Are Closing” eller den skæve, næsten hårdtslående ”Drinking On The Roof”. Her finder vi en mere kantet facon, hvor balancen mellem melankoli og sødme ikke nødvendigvis går hånd i hånd. Her får vi samtidig også mere en snert af den udskridende energi, der skulle være i deres live-shows.
This Flag Signals Goodbye er ikke en plade, der med større fagter gør opmærksom på sig selv. Sammenlignet med en anden duo som White Stripes, der begår sig med samme midler, savner man også en vis vildskab, en vis trang til rock-historisk eksorcisme. Stedvis kommer Doughman og Siwinski næsten til at spille sig selv bagom dansen og musikken. This Flag Signals Goodbye er dog alt andet lige stadig et fint bekendtskab. Således vil den med sin sans for det prunkløse stadig rage op i den bedre ende af ny amerikansk rock.
-- Claus Falkenstrøm
for questions or comments contact: webmaster@swearingatmotorists.com